kaareTidsskrift for Klinisk Hypnose, 1, 2006, 25-40
VISUALISERING OG HEALING
Artikel af
Kaare Claudewitz

Der er mange, som har stillet sig spørgsmålet: Kan man tænke sig rask? Det er et kompliceret spørgsmål for hvad mener man med ”at tænke”. Hvis man med at tænke mener, at hvis man f.eks. siger til sig selv 100 gange eller mere om dagen: ”Jeg vil være rask”, mens man ligger syg, så er det nok tvivlsomt om det i sig selv vil hjælpe. Vores sprog styres af vores venstre hjernehalvdel, og der er ikke rigtig noget, der tyder på at verbal tænkning i sig selv kan påvirke vores helbred.

Men meget tyder på vores forestillingsevne kan påvirke vores fysiologi. Den russiske fysiolog Alexander Luria (1986) påviste for mange år siden, at en forsøgsperson kunne forhøje sin puls ved blot at forestille sig at han løb. Den samme forsøgsperson kunne også ændre på størrelsen af sine pupiller og manipulere med sin hørerefleks ved at forestille sig bestemte billeder eller lyde. Og helt tilbage i 1929 demonstrerede Jacobsen at hvis man alene forestiller sig, at man udfører en bestemt kropsbevægelse, f.eks. at bøje armen, vil de tilhørende bevægelsesneuroner blive aktiveret, og man vil med meget følsomt apparatur kunne registrere en muskelaktivitet. Ved f.eks. at forestille sig, at man løfter tunge vægte vil muskelaktiviteten blive betydeligt forøget afhængigt af hvor tydeligt de indre forestillingsbilleder er. Barber har desuden påvist, at forestillingsbilleder kan fremkalde ændringer i blodsukkerniveauet og forestillingsevnen kan også påvirke tarmaktiviteten og fremkalde blærer på huden. Visse aspekter af immunsystemet kan tilsyneladende også kontrolleres v.hj.a. forestillingsevnen.
Når man forestiller sig selv værende på et rart og godt sted kan man registrere at hjertefrekvensen nedsættes, blodtrykket falder, og man opnår en homeostatisk balance. Dette udnyttes f.eks. når man arbejder med desensibilisering under hypnose. Klienten bliver bedt om at forestille sig de ubehagelige ting under dyb afspænding, fordi det teoretisk er umuligt at føle frygt eller angst, mens man er fysisk dybt afslappet.
Men kan vi ved hjælp af visualisering el. forestillingsevnen også påvirke vores immunsystem i positiv retning? Dr. Howard Hall fra Pennsylvania State University brugte hypnotiske teknikker på raske forsøgspersoner og målte efterfølgende effekten på deres immunsystem. Han udtog her blodprøver fra forsøgspersonerne og målte mængden af hvide blodlegemer, herunder mængden af B-lymfocytter og T-lymfocytter. Disse celler er programmeret til at angribe bestemte mikroorganismer. Der er faktisk tre typer af T-lymfocytter, den ene kan kaldes for ”dræberceller”, fordi de er specialiseret i at udrydde virus og fremmed væv vhj.a. forskellige kemiske stoffer, den anden slags er ”T-hjælperceller”, som hjælper B-lymfocytterne og den tredje slags er ”hæmmercellerne”, som har en regulerende funktion og er med til at forhindre at immunsystemet går amok og angriber sig selv. Vi ved bl.a., at T-lymfocytterne udgør en del af forsvaret mod cancerceller. B-lymfocytterne laver proteiner også kaldet antistoffer, som kan identificere en angriber, f.eks. et virus og påbegynde den komplicerede proces med at destruere modstanderen.
I Halls forsøg blev forsøgspersonerne bedt om at forestille sig at deres hvide blodlegemer var store hajer, som angreb svage bakterier. Dette varede i ca. 5 minutter og forsøget blev udført to gange daglig i syv dage, og efter hver session blev der udtaget en blodprøve fra forsøgspersonerne. Det viste sig nu, at der var en statistisk signifikant forskel på mængden af hvide blodlegemer og lymfocytter. Der kunne en time efter hver session måles en signifikant forskel i antallet af lymfocytter, men kun for de højt hypnotiserbare forsøgspersonerne (Achterberg, 1985).
Vi kan altså med andre ord konkludere, at der er noget, som tyder på, at forestillingsevnen spiller en ikke helt ubetydelig rolle for vores helbred.

VISUALISERINGSMETODER

Jeg vil i det følgende kort beskrive tre forskellige visualiseringsteknikker og samtidig fortælle om mine personlige erfaringer med disse metoder.
Men først vil jeg sige lidt om Jung, som på mange måder er grundlæggeren af de moderne visualiseringsmetoder i klinisk praksis.
Efter Jungs endelige brud med Freud i 1913 begyndte han for alvor at udforske sine indre billeder og fantasier. Hans metode, som han kaldte for aktiv imagination, indebærer, at man bevidst dykker ned i det ubevidste; indholdet bliver observeret, afbildet og mediteret over. De indre billeder bliver tegnet eller malet, modelleret, nogle gange danset og sidst men ikke mindst foregår der en dialog eller konversation med de indre figurer. Jung mente, at alle de vanskeligheder, som man overvinder i fantasien, er symbolske udtryk for psykiske vanskeligheder i én selv, og når man overvinder dem i fantasien, så overvinder man dem også i psyken. Aktiv imagination bygger bro mellem bevidstheden og ikke acceptable eller fraspaltede dele af vort ubevidste. De indre billeder er selvportrætter af processer i vor psyke, som kan blive frigjort fra den fortrængning de har været udsat for, v.hj. af imaginationer. Når vi drømmer, oplever vi jo også indre billeder, men vi er i en passiv tilstand; Jungs metode kræver derimod egoets aktive og kreative medvirken. Personen bliver en medspiller, ikke bare en passiv observatør. Det er nærmest som en leg med det ubevidste, og vi ved jo alle at leg er et vigtigt led i vor personlige udvikling. Aktiv imagination er kort sagt produktet af en kreativ fantasi. Men det er selvfølgelig vigtigt, at fantasierne ikke bliver en slags erstatning for det virkelige liv. Jung skrev således at efterhånden som han arbejdede mere og mere med sine indre billeder og fantasier, så var det essentielt for ham samtidig at leve et normalt liv i den virkelige verden som en modvægt til den mærkelige verden, som han oplevede inde i sig selv.
En vigtig figur, som Jung mødte under sine indre rejser var en gammel mand, som han kaldte for Philemon, og som han havde lange indre samtaler med. Philemon fortalte ham ting, som han ikke bevidst havde tænkt, og Jung havde en klar fornemmelse af at det var Philemon og ikke ham selv, som talte. Han forekom ham fuldstændig virkelig. Psykologisk set repræsenterede Philemon en overlegen indsigt. Jung omtalte Philemon som hans indre guru, og han skrev i den forbindelse (Jung, 1991): ”Philemon og de andre figurer i mine fantasier gav mig den afgørende indsigt, at der er ting i psyken, som jeg ikke frembringer, men som frembringer sig selv og som har sit eget liv. Philemon repræsenterede en kraft, som ikke var mig selv.” Jo dybere Jung rejste i det ubevidste jo mere blev han klar over, at der var figurer, som ikke kunne henføres til personlige eller biografiske hændelser. Indholdet var af mytisk karakter, det havde sin oprindelse i et upersonligt fællesmenneskeligt psykisk rige. Han var med andre ord begyndt at rejse i det kollektive ubevidste. Lidt af det samme tema kan vi genfinde hos Freud i hans omtale af urfantasier, som dog hos ham er begrænset til seksuallivet.
De energier eller centrale billeder, der fremkom i det kollektive ubevidste, kaldte Jung som bekendt for arketyper. Arketyper er den nedarvede del af psyken eller fællesmenneskelige grundtemaer, som man bl.a. kan finde i myter og folkeeventyr, det kan f.eks. være heksen, helten, vismanden osv. Arketypen er i sig selv tom og noget rent formelt og er kun en mulighed for repræsentation, som er givet på forhånd. Repræsentationer er ikke i sig selv nedarvede, kun formen, og på den måde korresponderer arketyperne på alle måder til instinkterne, som også kun har en forudbestemt form.
Jung skrev i øvrigt, at de år, hvor han arbejdede med sine indre billeder var de vigtigste i hans liv, og hans oplevelser i denne periode havde afgørende betydning for hans senere udvikling af den analytiske psykologi.

SYMBOLDRAMA

En visualiseringsmetode, som klart er Jungiansk inspireret er symboldrama (SD).
SD er udviklet af den tyske psykiater HansCarl Leuner, som døde i 1996. Hovedelementerne i metoden er landskabsmotiver, f.eks. engen, åen, skoven, bjerget, vulkanen, hulen og som en undtagelse huset.
Man beder her klienten om at forestille sig at han/hun befinder sig på en eng, og herfra begynder det indre drama. Er personen alene eller er der andre til stede på engen. Skinner solen eller er det gråvejr og regner? Hvad tid på året er det osv.? Herefter kan man bede klienten om at forestille sig en å og beskrive den og følge den op til udspringet (det svarer til en kontrolleret regression til den tidligste barndom) eller følge den til sit udløb. I den svenske oversættelse af Leuners bog står der bæk, oversat fra det tyske ord ”Bache”, som både kan betyde bæk eller å, men den korrekte oversættelse er ”å”. Mange moderne tyske SD-terapeuter bruger dog i dag en flod i stedet for, fordi floden bringer flere følelser op end en å. Det er hovedsagelig landskabsmotiver Leuner benytter sig af i SD, dvs. skoven og bjerget, hvor førstnævnte relaterer til det dybeste ubevidste og sidstnævnte til ambitioner og spiritualitet. På det spirituelle plan repræsenterer bjergtoppen en tilstand af fuld bevidsthed, hvor man fraskriver sig verdslige ting og ønsker. Bjergtoppen symboliserer også opstigningen fra det begrænsede til det ubegrænsede og bjergtoppen er også mødepunktet mellem Jordens og Himlens skyer, en passage fra et plan til et andet. På det såkaldt øvre niveau (Oberstufe) er der tale om at klienten skal forestille sig en vulkan, en hule samt et mudderhul, hvor der kommer noget op.
Jeg vil dog sige, at jeg som terapeut efterhånden begyndte at kede mig, når jeg brugte metoden, og hvad værre var klienterne begyndte også at kede sig. Jeg fik således tit spørgsmålet: ”Åh nej, skal jeg nu ned på den eng igen?” Det blev efterhånden både kedsommeligt og desværre ret forudsigeligt for begge parter. Og selv om jeg mener at metoden giver større spillerum for klienten end traditionel hypnose, er den stadigvæk meget struktureret, og den sætter visse grænser for fantasien. Når man f.eks. beder klienten om at forestille sig en eng, kan det ikke nytte noget at han i stedet forestiller sig at han befinder sig i et dybt sort hul. Men det er måske netop i hullet, han har brug for at begynde. Men i SD er der grænser for hvad man må og ikke må. Metoden er dog særdeles anvendelig overfor klienter, som er neurotiske.
Et andet problem er efter min mening at metoden er ret kulturbundet. Leuner siger selv at metoden tilhører den germanske kulturkreds, hvor kærligheden til naturen er fælles. De romanske folk er ifølge Leuner helt anderledes, fordi de er byfolk. Det samme gør sig gældende for amerikanere. De forstår ikke hvorfor han har valgt naturmotiver, hvorfor ikke ligeså godt gøre en byvandring? Det meget germanske præg som SD har, har sandsynligvis været en af årsagerne til at metoden aldrig rigtig har kunnet slå igennem uden for Tyskland og Sverige. Selv herhjemme har metoden haft svært ved at slå igennem. Man kunne måske lidt provokerende stille sig spørgsmålet om det er fordi tyskere og svenskere er mere vant til at blive kontrolleret end andre europæere, for metoden begrænser faktisk på mange måder fantasien. Selve naturmotiverne er meget germansk inspirerede. Jeg har måttet sande dette i arbejdet med udenlandske klienter. F.eks. arbejdede jeg i en periode med en grønlandsk kvinde, som ikke boede i Danmark, og hun kunne simpelthen ikke forestille sig en eng, kun et snelandskab med isflager. Nu kunne man selvfølgelig tolke dette som noget i retning af at hendes følelser var frosset til, men det var ikke mit indtryk af hende. Jeg er ret sikker på, at det mere handlede om noget kulturbundet - og på Grønland er der jo ingen enge eller skove. En anden kvinde fra Nordnorge kunne heller ikke forestille sig en eng, kun et fjeldlandskab med en dyb indsø.

PSYKOIMAGINATIONSTERAPI

Joseph E. Shorrs psykoimaginationsmetode er en ”ren” visualiseringsmetode, forstået på den måde at der her slet ikke bruges nogen som helst form for hypnotisk induktion eller indledende afslapning. Shorr (1983, 1998) er stærkt påvirket af Freud, Jung, Sullivan, Horney, Desoille og Leuner, men han referer slet ikke til nogen hypnosefolk, såsom f.eks. Milton Erickson. Terapeuten beder her klienten om at forestille sig forskellige situationer, f.eks.: ”Forestil dig at du kommer gående på en vej og ser en mur. Kig op over muren og fortæl hvad du kan se”. Eller: ”Forestil dig selv som en statue stående i en park”. Der er tale om små ”visualiserings-snacks”. Hans visualiseringer er beregnet som værktøjer til at åbne klienten op, og de kan ifølge ham anvendes i alle mulige situationer. Ligesom Freud er Shorr meget interesseret i klientens seksualitet, og han har udviklet en serie visualiseringer, som kan bruges i den forbindelse. Nogle af dem er efter min mening voldsomt grænseoverskridende, mens andre er mere neutrale. Af de mere grænseoverskridende kan bl.a. nævnes ”Forestil dig at du er i bad og at en mand uventet kommer ind til dig”. Eller: ”Forestil dig at du tager et brusebad med din far eller mor”. En af de mere interessante er dog: ”De tre døre”. Der findes utallige variationer af den, f.eks. arbejder nogle med 7 eller 10 døre som klienten skal åbne en efter en. Men der er noget særligt ved de 3 døre. Shorr har således påvist, at den midterste dør næsten altid afslører et seksuelt tema, helt nøjagtig i 95 % af tilfældene. F.eks. havde jeg en klient, som oplevede at den midterste dør var blokeret af en mur. Da jeg spurgte mere ind til dette, fortalte han at hans kone ikke mere ønskede at have et seksuelt forhold til ham. Det var noget, som for ham var så pinligt, at han ikke tidligere havde bragt det op i terapien.
En visualisering, som jeg selv synes er ganske morsom, er: ”Forestil dig at der kommer et dyr ud fra en penis, og at der kommer et dyr ud fra en vagina og forestil dig at de to dyr mødes”. En anden variation, som jeg ofte benytter, er: ”Forestil dig at du tager en elevator ned til kælderen. Dernede ser du et maleri, som er dækket med et klæde. Fjern klædet. Hvad ser du og hvad føler du?” Denne visualisering afspejler også tit seksuelle konflikter.
En anden af Shorrs visualiseringer, som minder lidt om ego state terapi (Watkins, 1997), er: ”Der er to af dig, og den ene kigger på dig igennem et nøglehul. Hvad ser du og hvad føler du?”
En af Shorrs visualiseringer, som er virkelig trancefordybende, er ”De 3 låger”, hvor klienten skal forestille sig, at han går ind ad den første låge, og så skal han beskrive hvad han ser. Derefter fortsætter han og åbner de to andre låger. Denne visualisering er stærkt trancefordybende. Shorr anvender dog aldrig selv ordet trance; han taler om at gå ned i dybere lag af det ubevidste. Men han bruger aldrig nogen form for hypnotiske induktionsmetoder inden visualiseringerne.
En af Shorrs vigtige visualiseringer er de 3 kasser: Her beder man klienten forestille sig en lille, en mellemstor og en stor kasse med noget indeni. Shorr fandt efter mange forsøg frem til, at den store kasse indeholdt noget, som havde at gøre med klientens sociale interaktion med andre mennesker, den mindste kasse repræsenterede klientens inderste kerne eller ”inner core”. Den midterste kasse repræsenterede ifølge Shorr klientens forsvarsmekanismer.

Nogle af hans visualiseringer bør dog anvendes med forsigtighed. Jeg havde en klient, som kom til mig, fordi hun havde vanskeligt ved at udtrykke følelser. I den tid hun gik hos mig, udtrykte hun aldrig nogen form for følelser, hvilket hun da også til sidst beklagede sig over. Hun var nærmest som en robot. Så jeg besluttede at bruge en af Shorrs nok mere ukendte visualiseringer: ”Forestil dig at du kommer kørende i din bil, du ser et barn på vejen. Du kører det over og fortsætter uden at standse bilen”. Det blev for meget for klienten. Hun fik et totalt sammenbrud og græd voldsomt. Hun kom ikke igen.
DEN PERSONLIGE TOTEMPÆL

Jungs idé om at der er ting i psyken, som har sit helt eget liv, er blevet videreudviklet af den amerikanske psykolog Stephen Gallegos, som er ophavsmanden til visualiseringsmetoden ”Den personlige totempæls proces”. Metoden er en unik blanding af aktiv imagination og shamanens praksis med at tale med dyrene og lære fra dem samt østerlandsk filosofi, som forstår mennesket som et system af energipunkter eller chakrer. Her bliver personen hensat i en let trancetilstand, og derefter bliver han bedt om at koncentrere sig om et bestemt chakrapunkt på kroppen, det kan f.eks. være hjertet eller halsen eller panden, og derefter bliver han bedt om at forestille sig, at der kommer et dyr ud fra dette sted. Som regel kommer der kun et, men nogle gange kan der komme to eller flere dyr ud fra disse steder.
Ifølge urgammel indisk lære er der til hvert chakrapunkt knyttet en korresponderende farve og lyd samt et bestemt dyr: En elefant skulle således være forbundet med det nederste chakra (rodcentret), en krokodille til miltchakraet, en vædder til solar plexus, en antilope til hjertechakraet, en hvid elefant til halschakraet, mens der ikke skulle være nogen dyr forbundet med de to øverste chakraer. Den første yogi, som opdagede disse dyr, har sikkert selv oplevet de pågældende dyr i sine egne chakrapunkter, og så har han troet, at dette gjaldt for alle mennesker, men Gallegos (1983, 1987) fandt, at vi alle har forskellige dyr i vores chakrapunkter, og at disse dyr er dybdepsykologiske symboler. Men de er ikke bare symboler, de repræsenterer også betydningsfulde energier indeni os, og de har ofte vigtige budskaber med til os.
Gallegos opdagede faktisk metoden ved et tilfælde: En af hans klienter så således under en visualisering en totempæl med forskellige udskårne dyr på. Da Gallegos senere samme dag var ude at jogge oplevede han, at der helt spontant sprang en ørn ud af hans pande og en bjørn ud af hans hjerte. Senere opdagede han, at der kom dyr ud fra alle hans chakrapunkter, når han kaldte på dem. Og chakrapunkterne er jo placeret i en lige linie fra den nederste del af rygsøjlen op til toppen af issen, nærmest som en totempæl. Derfor kaldte han metoden for den personlige totempæls proces.
Chakrapunkterne korresponderer med vigtige akupunkturpunkter, og chakrasystemet kan ifølge Jung (1999) ses som en arketypisk udviklingsmodel. De tre første chakrer siges således at være relateret til vores barndom. Ifølge Jung begynder individuationen i det fjerde chakra, dvs. hjertechakraet.
En japansk forsker dr. Motoyama fandt ved forskellige målinger, at der var en særlig elektrisk spænding i chakrapunkterne. Han fandt også at yogastuderende havde mere energirige chakraer end almindelige mennesker (Motoyama, 1976).
Men der kommer ikke kun dyr ud fra de traditionelle chakrapunkter: Ved et tilfælde opdagede jeg således, at der også kommer dyr ud fra, hvad vi kan kalde for ”bagsiden af chakraerne” (Claudewitz, 2006). F.eks. er der jo et chakrapunkt midt i panden, også kaldet for ”det tredje øje”, hvorfra man kan kalde på et dyr. Dette chakrapunkt korresponderer med et vigtigt akupunkturpunkt, men hvis vi trækker en linie parallelt med det tredje øje bagud er der faktisk også et andet vigtigt akupunkturpunkt omme på bagsiden af hovedet og herfra kan vi også kalde et dyr frem. Det samme kan vi gøre med halschakraet, idet vi kan kalde på dyret omme fra nakken. Dyrene fra bagsiden af chakraerne svarer på mange måder til ”skyggesiden” af de ”almindelige” chakradyr. Jeg gør opmærksom på, at ordet ”skyggeside” ikke nødvendigvis skal forstås negativt. Det interessante er, at nogle esoteriske forfattere (Tansley, 1982) faktisk placerer chakrapunkterne på rygsøjlen i stedet for foran på kroppen, som det ellers almindeligvis er afbilledet i bøger om dette emne.
En klient oplevede således, at der kom en ulv ud fra hans pandechakra. Den ville slet ikke have nogen form for kontakt med ham og forsvandt hurtigt ned i en hule. Men fra bagsiden af hans pandechakra kom der en stor bjørn frem, som omfavnede ham og fortalte ham at den havde meget brug for hans kærlighed og omsorg, fordi den var blevet ignoreret så længe. Der kom slet ingen dyr ud fra hans halschakra, men fra bagsiden af dette chakra kom der en søhest, som straks begyndte at kritisere ham. Da han spurgte den hvem den var afslørede den at den var hans far og i samme øjeblik forvandlede den sig til en frygtindgydende slange. Slangen fortalte, at den kontrollerede ham fordi den havde ædt dyret fra hans hals, derfor var der ikke kommet noget dyr ud fra halsen. Men så kom der en ørn, som sagde at det var løgn. Ørnen angreb slangen, men slog den ikke ihjel. I eftersamtalen fortalte klienten, at hans fader altid havde holdt ham nede og derfor havde han altid været bange for at udtrykke sig. Men mødet med ørnen gav ham en helt ny følelse af både kraft og styrke.
Der er tre grundlæggede stadier i processen: 1) Mødet med det indre dyr. Dette kan i sig selv være vanskeligt for en del klienter, specielt hvis de er meget neurotiske. Nogen gange kan dyret slet ikke ses. Måske kan det kun høres, eller lugtes eller blot fornemmes. En ung kvinde oplevede således, at der slet ikke kom nogen dyr ud fra hendes chakrapunkter, men hver gang hun kaldte på dem, fik hun en voldsom hovedpine. Det var tydeligt, at der var noget, som gerne ville komme ud, men hendes bevidste jeg var endnu ikke parat til at mødes med det indre dyr. 2) Det andet stadie handler om at udvikle en relation til dyret. Nogle gange etableres der ret hurtigt en dialog med dyret, men i mange tilfælde kan der være tale om en langvarig proces. Her adskiller metoden sig markant fra f.eks. symboldrama, idet man i sidstnævnte metode ikke opfordrer de indre figurer til at tale. 3) Det tredje stadie er at rejse med dyret i det kollektive ubevidste. Den terapeutiske effekt af en sådan rejse kan næsten være magisk, men der kan hos mange klienter være modstand mod og frygt for at foretage en sådan rejse. Jung nævner således, at et møde med det kollektivt ubevidste eksponerer en for noget af det samme materiale, som fremkommer i psykotiske tilstande. Klienten skal integrere det samme fantasi-materiale, som den psykotiske person er ude af stand til at integrere, men i stedet bliver opslugt af. Men angst for forandring kan også spille en rolle her. F.eks. havde jeg en meget hypokondrisk klient, som oplevede at en solsort kom ud fra hendes hjertechakra og fuglen inviterede hende på en indre rejse. Men hun nægtede bestemt at følge fuglen, for som hun sagde: ”Jeg vil hellere blive her i min ulykke!” Hun havde helt klart en betydelig sekundærgevinst af sin ”sygdom”. Hendes familie og venner gav hende ekstra meget omsorg. Solsortens respons på dette var dog at den faldt død om. Denne reaktion fra fuglen startede imidlertid en dybere refleksion hos hende ang. alle de symptomer hun havde. Fra hendes halschakra kom der en hvid kanin, som hun var meget glad for, men pludselig døde den i hendes arme. Der gik helt panik i hende for hun troede at dette betød at hun også ville dø. Men øjeblikket efter livede den op igen. Den ville blot drille hende.

AKTIV IMAGINATION OG FANTASI

Et vigtigt spørgsmål er: Hvordan ved vi at aktiv imagination virkelig finder sted og ikke blot fantaseren eller dagdrømmeri? Ja, der er ifølge Hall (1989) kun ét sikkert kriterium, nemlig når der indtræffer noget uventet og overraskende, som kommer helt bag på personen. Fantaseren og dagdrømmeri kan vi jo selv styre, men vi kan ikke selv styre processerne i aktiv imagination. Jeg kan f.eks. nævne et eksempel, hvor jeg bad en af mine klienter om at forestille sig at der kom et dyr ud fra hendes solar plexus chakra (dvs. hendes personlige kraftcenter). Hun oplevede, at der slog flammer ud fra dette sted og lidt efter oplevede hun at der kom en drage ud. Hun var chokeret over mødet med dette væsen, men efter nogen tid tog hun sig sammen og spurgte dragen om den havde brug for noget fra hende. Den blev forskrækket over spørgsmålet og rullede sig sammen samtidig med at den forandrede sine farver. Dragens adfærd afspejlede sandsynligvis hendes problemer med at give udtryk for de behov hun havde. Fra hendes hals kom der en blæksprutte, som vogtede indgangen til en hule. Den sagde ikke noget til hende, men skiftede hele tiden farve når hun spurgte den om noget. Denne klient var meget hemmelighedsfuld og afslørede i det hele taget kun nødigt noget om sig selv.
Hvis der kommer flere dyr ud fra et chakrapunkt, tyder det som regel på at der er en splittelse i den psykiske energi (Gallegos, 1983). En af mine klienter oplevede således at der kom 50 forskellige sommerfugle ud fra hendes første chakra, dvs. fra den nederste del af rygsøjlen. Det både overraskede og forvirrede hende meget. I sådanne tilfælde kan man foreslå, at dyrene smelter sammen og bliver til et helt nyt dyr. Da sommerfuglene smeltede sammen, blev de til en smuk orangefarvet fugl.
Generelt kommer dyrene for at hjælpe med at hele psyken, men der kan være undtagelser. En klient oplevede således at der kom en grøn larve ud fra hendes hjertechakra. Den førte hende igennem et nedløbsrør op på et hustag. Deroppe forvandlede den sig til en kæmpestor sort sommerfugl, som angreb hende og ville skubbe hende ned fra taget. Så hun kæmpede hårdnakket imod denne sommerfugl oppe på taget. Det varede nogen tid, så bad jeg hende spørge den: Hvem er du? Den svarede, at den var hendes mor. Når et dyr er blevet ”afsløret” som værende noget udefra kommende, såsom f.eks. en forældrefigur, sker der altid noget. Sommerfuglen slap taget i hende og begyndte at flyve væk. Paradoksalt nok ville klienten ikke have at den forlod hende, fordi det i sig selv aktiverede alle hendes gamle forladthedsfølelser.
Jeg vil her fortælle om en klient jeg havde i terapi i næsten et år. Hun var 27 år gammel og havde kræft i æggestokkene, og derudover led hun i udpræget grad af OCD, noget hun havde haft igennem det meste af sit liv. Kræften havde hurtigt spredt sig i hele kroppen, og lægerne havde kun givet hende kort tid at leve i. Hun gennemgik ingen strålebehandling eller kemoterapi, mens hun var i terapi hos mig, idet lægerne havde opgivet hende. En svulst havde trykket så meget på hendes urinleder at hun havde fået foretaget en stomi, så hun kunne lade vandet. Hun havde haft en meget streng religiøs opdragelse og havde ikke fået lov til ret meget i sine teenageår. Hun var meget plaget af OCD-lignende tanker, f.eks. skulle hun sige til sig selv mindst tusind gange om dagen at hun ville blive rask. Det var meget plagsomt for hende.
Man kan spekulere meget over, hvorfor en person i en så tidlig alder får cancer. Kan en vedvarende stresstilstand (såsom f.eks. OCD) medføre, at en person udvikler kræft? Ja, der er faktisk noget, som kunne tyde på det. Dr. Arthur Samuels fra USA mener således (jf. Benson, 1985), at der er en fællesnævner, som forårsager cancer, hjerteanfald, slagtilfælde og lignende blodpropsygdomme. Hvis vi bliver udsat for langvarig stress, bliver koaguleringsmekanismen hyperaktiv, og de mekanismer, som under normale omstændigheder hæmmer blodets størkning, standser. De således dannede blodpropper kan herefter forårsage hjerteanfald og slagtilfælde. Dr. Samuels har fundet bevis for noget han kalder for ”fibrin cocoons” eller en slags brodtrævle-kokoner eller skaller, som bliver dannet, når blodet koagulerer, og disse kokoner fungerer som tilflugtssteder for cancerceller. Disse kokoner beskytter cancercellerne mod at blive angrebet af T-cellerne, som jo er kroppens forsvarssoldater. Og kokonerne beskytter ikke bare cancercellerne mod T-cellerne, men også mod kemoterapi og strålebehandling, således at den medicinske behandling ofte ikke får den ønskede effekt.
Da jeg bad hende om at koncentrere sig om hendes mavechakra kom der en elefant og en giraf ud. Disse dyr skræmte hende meget, for hun troede at de repræsenterede cancercellerne og hun bad dem om at gå væk. Dyrene blev meget overraskede over hendes reaktion, og de sagde at de var kommet for at hjælpe hende. Hun havde imidlertid svært ved at tro på dem.
Fra hendes halschakra kom der en øgle som sagde til hende: ”Du er dum fordi du altid gør hvad din far vil have i stedet for at nyde livet!” Derefter forsvandt øglen ned i en sump, hvor den forvandlede sig til en vred krokodille.
Fra hendes hjertechakra kom der en orm, som sagde: ”Du skal slappe af for at blive helbredt.” Fra hendes solar plexus kom der en lille grå mus, som førte hende igennem en lang tunnel. På den anden side kom hun ud til et grønt landskab, hvor hun mødte en stor og vred slange. Den sagde at den var vred fordi hun opførte sig skørt. Så bed den hende i ansigtet og sagde ”Du skal være glad for at jeg hjælper dig!”
Fra hendes pandechakra kom der en løve og en sommerfuglelarve. Løven ville vise hende et snelandskab. Men da løven så sommerfuglelarven åd den larven. Fra kronechakret kom der en zebra, som førte hende ud på en savanne.
Efter at hun havde mødt alle chakradyrene, dannede de en cirkel rundt om hende og udstrålede helende lys fra deres hjerter ind mod hende. Hun oplevede en meget stærk varme indeni og bagefter følte hun sig meget friskere med en hel ny energi i kroppen.
På et tidspunkt bad jeg hende om at kalde på dyret for canceren. Det var en krokodille. Dette var særligt interessant fordi det var den samme, som hun havde mødt tidligere fra halsen. Dette møde skræmte næsten livet af hende, men overraskende nok bad den hende om at slappe af.
Jeg bad hende også om at kalde på et dyr for healing. En elefant dukkede op og den inviterede hende til en rejse ind i kroppen. Under rejsen stødte de på en hvid cancertumor i hendes venstre side. Elefanten begyndte at blæse på cancertumoren, og hun følte straks en stærk varme i den pågældende side af kroppen. Hun oplevede, at tumoren langsomt blev mindre, indtil den helt forsvandt.
Det mest overraskende var, at omkring to uger senere fortalte hun mig, at hun nu havde fået fjernet sin stomi. Åbenbart var tumoren skrumpet så meget at den ikke længere trykkede på hendes urinleder. Det var en stor lettelse for hende. Nu kan man jo så stille sig spørgsmålet: Var dette forårsaget af rejsen med elefanten? Ja, det er naturligvis umuligt at sige, men Jean Achterberg (1984) har udført nogle forsøg, som tyder på at patienter kan påvirke deres immunsystem v.hj.a. specifikke visualiseringer. Patienter, som forestillede sig deres hvide blodlegemer som store stærke dyr og cancercellerne som f.eks. snegle, der blev spist, havde en større chance for at blive raske end patienter, som f.eks. forestillede sig cancercellerne som myrer. Insekter er svære at bekæmpe, og de er aldrig af rigtige shamaner blevet anset for at være gode kraftdyr (Harner, 1990).
På et senere tidspunkt bad jeg hende kalde igen på dyret fra hendes hals, og der kom en pelikan, som sagde: ”Du er på vej.” Umiddelbart lød dette jo meget positivt. Men fra bagsiden af dette chakra kom der en slange med sorte striber, som sagde til hende: ”Du skal dø! Du har mødt din overmand.” Det skulle senere vise sig, at slangen fortalte hende sandheden, hvilket jeg har oplevet ofte er karakteristisk for dyrene fra disse punkter.
Senere mødte hun dyret for livet: Det var en sort slange, som skræmte hende meget. Bagefter sagde hun, at det skræmte hende at leve, for hun vidste ikke, hvordan hun skulle leve. Jeg bad hende også om at kalde på dyret for døden: Det var en lille hvid mus, som sagde at hun ikke skulle være bange.
I løbet af arbejdet med de indre dyr forsvandt klientens OCD-tanker gradvist, og det var en stor lettelse for hende, men selv om hun aldrig ville indrømme det, tror jeg godt at hun hele tiden vidste, hvor det bar hen. Efter ca. et års terapi døde hun desværre.

TSUBO-TERAPI

I 1987 offentliggjorte to japanske psykologer Tajima og Naruse en artikel om ”Tsubo Imagery Psychotherapy”. Søger man på Internettet på ordet ”tsubo” henvises man umiddelbart til et skomærke, men hverken ordet eller metoden har noget med sko at gøre. En tsubo er en orientalsk krukke, som ofte kan være ret stor.

I denne visualiseringsmetode bliver klienten bedt om at forestille sig nogle tsuboer eller krukker. Han bliver bedt om at beskrive deres form og størrelse, farver, og hvor mange der er, og hvordan de er arrangeret, men han bliver ikke spurgt om hvad han føler ved at se disse krukker. Herefter bliver han bedt om at kigge ned i krukkerne en efter en for at få et indtryk af dem. Bagefter bliver han så bedt om at gå ned i en af krukkerne. Nogle klienter kan ikke komme ind måske fordi indgangen er for snæver, men så kan man sige at der er tale om en magisk krukke, som kan åbne sig for dem. Men hvis klienten nægter at gå ned i en krukke, skal terapeuten respektere det. Så beder terapeuten ham i stedet om at forsegle den. Hvis indholdet er farligt, skal krukken forsegles ekstra godt. Så indeholder den noget, som klienten ikke ønsker at føle. Måske vil han så i en senere session gå ind i krukken. Måske skal han blot starte med at stikken en arm eller et ben derned eller måske skal han klatre derned v.hj.a. en stige eller et reb.
Hvis der er flere krukker, beder terapeuten klienten om at gå ind i dem i rækkefølge, dvs. startende med den mest komfortable. Mens klienten forestiller sig, at han befinder sig inde i krukken, bliver han bedt om at fortælle, hvad han ser derinde og om sine følelser både psykisk og fysisk.  Efter at klienten har befundet sig i krukken i nogen tid og mærket alle sine følelser, bliver han bedt om at gå ud af krukken igen og forsegle den. De japanske psykologer fandt, at metoden var effektiv til behandling af angstneuroser, psykosomatiske forstyrrelser, borderline-patienter og tilmed nogle tilfælde af skizofreni.
Der er skrevet en hel del om metoden på japansk, men det er desværre meget begrænset, hvad der er udgivet på engelsk. Det er dog vigtigt at understrege, at metoden ikke på nogen måde er kulturbundet såsom f.eks. symboldrama. Metoden er anbefalelsesværdig som et spændende supplement til andre visualiseringsteknikker. Nogle vil måske sammenligne krukken med hulen eller grotten, som optræder på det øverste niveau (oberstufe) i symboldrama. Leuner fortolker dette motiv psykoanalytisk som værende legemliggørelsen af de kvindelige kønsorganer. De japanske psykologer drager slet ikke sådanne paralleller.
I mangel på mere uddybende engelsksproget litteratur om emnet må man jo selv forsøge at eksperimentere sig frem, og jeg vil her fortælle om nogle af mine erfaringer med metoden.
Et af problemerne med metoden er, at klienten rejser alene ind i krukken, og det kan for nogen være meget skræmmende. Derfor eksperimenterede jeg med at klienten først kaldte på et dyr, som var villigt til at ledsage ham på rejsen ind i krukken. Det fungerede fint, og der vil næsten altid dukke et ”rejsedyr” op. Dette dyr vil herefter fungere som et slags ”anker” for klienten og få ham til at føle sig mere tryg under rejsen inde i krukken.
 En meget neurotisk og depressiv klient med spiseforstyrrelser oplevede i alt tre krukker. Hun rejste ind i den ene og fandt dér et brev, hvor der stod: ”Kære R. Du er dygtig. Du skal ikke være bange. Det skal nok gå alt sammen. Slag af og hyg dig. Kærlig hilsen R.”. Nogen vil måske synes, at dette lyder fuldstændigt banalt, men klienten oplevede faktisk en helt ubeskrivelig glæde efter at have læse dette brev inde i krukken. I den anden krukke lå der en kage til hende, som hun spiste. I den tredje krukke mødte hun en rotte, som hun blev meget bange for, indtil den sagde: ”Slap nu af! Jeg gør dig ikke noget”. Da hun begyndte at slappe af, transformerede den sig til et egern, som var meget glad.
En anden klient så også tre krukker. Ledsaget af en hund rejste hun ind i den ene og opdagede dér Aladdins hule, hvor hun fandt en stor skat. I den anden krukke rasede der en voldsom storm, men i den tredje opdagede hun stille sø indeni. Her fandt hun en indre ro, som hun aldrig tidligere havde oplevet.
En mand rejste ind i en krukke. Den indeholdt et gyldent lys, som healede ham.

HYPNOSE OG VISUALISERING

Er der nogen forskel på hypnose og visualisering? Ja, mange hypnoteraputer vil nok mene, at hypnose er betinget af forestillingsevnen. Induktionsmetoderne, som hypnoterapeuter og terapeuter, som arbejder med guidet visualisering, anvender, er ofte identiske. Alligevel mener jeg, at der er en ikke ubetydelig forskel mellem traditionel hypnose og visualisering.
Jung understreger således, at aktiv imagination intet har at gøre med hypnose. Han fortæller således i sin bog ”Erindringer, drømme, tanker” om en patient, som havde en smertefuld lammelse i sit ene ben. Hun begyndte at fortælle ham hele sin livshistorie, indtil han afbrød hende og sagde: ”Nu vil jeg hypnotisere Dem”, hvorefter hun faldt i dyb trance uden at han havde sagt mere. Da hun efter ca. 40 minutter vågnede op igen, sagde hun: ”Nu er jeg helbredt!” Hun smed sine krykker og gik. Senere samme år dukkede hun imidlertid op igen hos Jung. Denne gang klagede hun over nogen voldsomme rygsmerter, hun havde fået. Han hypnotiserede hende igen, og hun blev endnu en gang befriet for sine smerter. Men denne gang spurgte Jung mere indgående om hendes liv. Det viste sig, at hun havde en sindslidende søn, som lå på hans afdeling i klinikken. Det vidste Jung ikke, for sønnen havde et andet efternavn. Men hun var dybt frustreret over dette, for hun havde ønsket sig en begavet og succesrig søn. Jung var for hende ubevidst blevet den søn, hun altid havde ønsket sig. Hun havde på en måde adopteret Jung som sin egen og gik nu rundt og forkyndte sin mirakuløse helbredelse til alverden. Det gode ved det var for Jung at han igennem hende blev kendt, og patienterne begyndte at strømme til hans klinik. Men hans erfaring med denne patient betød også, at Jung definitivt forlod hypnosen. Han følte, at han famlede i mørket. Han vidste aldrig, hvor længe en helbredelse eller et fremskridt varede, og han kunne ikke lide at arbejde i det uvisse. Han brød sig heller ikke om at det var ham, som skulle afgøre, hvad patienten skulle gøre. Det var vigtigere for ham at patienten selv meddelte ham i hvilken retning han/hun udviklede sig. Hertil var det ifølge Jung nødvendigt at foretage en omhyggelig analyse af drømme og andre manifestationer fra det ubevidste.
Jeg vil også gerne gøre opmærksom på at ikke bare Leuner og Shorr, men også Gallegos understreger, at deres respektive metoder ikke har noget med hypnose at gøre. De har heller ikke mig bekendt på noget tidspunkt publiceret artikler om deres visualiseringsmetoder i nogen hypnosetidsskrifter. Leuner (1984) lægger afstand til brugen af hypnose og understreger således i sin bog, at det absolut ikke er nødvendigt at fremkalde en væsentlig ændret bevidsthedstilstand for at de katatyme billeder dukker op. Man behøver således slet ikke at have kendskab til bevidsthedsændrende hjælpemidler såsom f.eks. hypnose. Det er ifølge Leuner langt vigtigere at være fortrolig med de indre billeders specielle verden. I de nævnte visualiseringsmetoder bruges der heller ingen form for positive suggestioner.
Man kan selvfølgelig diskutere længe, hvad årsagen er til at de alle tre helt fraskriver sig hypnosen, men jeg tror, at den skal søges i at de sikkert har følt, at terapeutens rolle i hypnose er for autoritær og giver klienten for lidt spillerum. Jeg ved godt, at det langtfra er alle hypnoterapeuter, som er autoritære, men selv i den såkaldt mere tilladende hypnose, f.eks. den Ericksonske hypnose, er der efter min mening tydelige tegn på at terapeuten optræder autoritært. F.eks. har man aflyttet båndoptagelser af Ericksons hypnosesessioner og fundet frem til at det er ham, som taler i mere end 75 % af tiden! Klienten får altså kun lov til at sige noget i knap ¼ af tiden. Det mener jeg er forkert. Det burde være klienten, som er i fokus og ikke hypnotisøren. I ericksonian hypnoterapi bruger mange f.eks. den såkaldte ”storytelling”, og her er det terapeuten, som fortæller historier i håb om at de virker terapeutisk på klienten. Også det er en misforståelse efter min mening. Det groteske er, at Erickson faktisk kun brugte metaforer og fortalte historier i omkring 20 % af tiden, hovedsagelig for at fordrive tiden, mens klienten gik dybere ned i trancen. Jeg mener, at man som terapeut bør gøre det stik modsatte, nemlig at tilskynde klienten til at fortælle sin egen historie igennem det han/hun oplever under visualiseringen.
Dette skaber efter min mening en større grobund for personlig vækst og udvikling. Meningen med terapi er jo netop at klienten skal frigøre sig for terapeuten, ikke gøres afhængig af ham. Det er nok noget, man som terapeut skal være særlig opmærksom på, når man arbejder med hypnose, fordi overføringen er særlig stor her.
Det andet er efter min opfattelse nærmest et overgreb. Her får terapeuten nemlig nemt en rolle som en omnipotent healer, en rolle som jeg tror, at de færreste terapeuter kan leve op til. Og hvorfra ved terapeuten i øvrigt, hvilke historier han skal fortælle? Hvorfra ved han, at netop de historier han fortæller er særlig virkningsfulde eller terapeutiske? Sandheden er jo nok, at det ved han ikke. Han kan kun håbe på at det virker, men i realiteten er der tale om rene gætterier. De visualiseringsmetoder, jeg her har omtalt, giver efter min mening klienten et betydeligt større spillerum for udfoldelse af fantasien end traditionel hypnose, herunder altså også Ericksonian hypnose.

LITTERATUR

Achterberg, J. (1984). Imagery and Disease. Illinois: Inst. For Personality and Ability Testning.
Achterberg, J. (1985). Imagery in Healing. Boston: Shambhala.
Benson, H. & Proctor, W. (1985). Beyond the Relaxation Response. New York: Berkley.
Claudewitz, K. (2003). Meeting the inner animals in visualization. Hypnos, 30 (3), 142-147.
Claudewitz, K. (2006). Working with the inner animals in visualisation. Australian Journal of Clinical Hypnosis. Vol. 34 (1), 71-80.
Cooper, J. C. (1978). An Illustrated Encyclopaedia of Traditional Symbols. London: Thames and Hudson.
Gallegos, E. S. (1983). Animal imagery, the chakra system and psychotherapy. The Journal of Transpersonal Psychology, 15 (2), 125-136.
Gallegos, E. S. (1987). The Personal Totem Pole. Santa Fe: Moon Bear Press.
Hall, J. A. (1989). Hypnosis. A Jungian perspective. New York: Guilford.
Hannigan, K. (2001). Hypnosis and immune system functioning. Hypnos, 28 (2), 76-82.
Harner, M. (1990). The Way of the Shaman. San Francisco: Harper.
Jung, C.G. (1972). Collected Works. Princeton: Princeton Univ. Press.
Jung, C. G. (1973). Erindringer, drømme, tanker. Viborg: Lindhardt og Ringhof, 1991.
Jung, C. G. (1999). The Psychology of Kundalina Yoga. Princeton: Princeton University Press.
Leuner, H. (1969). Guided affective imagery: A method of intensive psychotherapy. American Journal of Psychotherapy, 23, 4-22.
Leuner, H. (1975). The Role of Imagery in Psychotherapy. In: Arieti, S.: New Dimensions in Psychiatry: A World View, pp. 169-199. Wiley: New York.
Leuner, H. (1984). Symboldrama. Lund: Natur och Kultur.
Luria, A. R. (1986). The Mind of a Mnemonist. Harvard University Press.
Motoyama, H. (1984). Theories of the Chakras: Bridge to Higher Consciousness. Wheaton: Quest.
Shorr, J. E. (1983). Psychotherapy through imagery. New York: Thieme-Stratton.
Shorr, J. E. (1983). Go see the Movie in Your Head. Santa Barbara: Ross-Erikson.
Shorr, J. E. (1998). The Psychologist´s Imagination and the Fantastic World of Imagery. Santa Barbara: Fithian Press.
Tajima, S. & Naruse, G. (1987). “Tsubo” imagery therapy. Journal of Mental Imagery, 11 (1), 105-118.
Tansley, D.V. (1982). Radionics and the Subtle Anatomy of Man. Essex: C.W. Daniel.
Watkins, J. G. & Watkins, H. (1997). Ego states: Theory and Therapy. New York: Norton.

Symbolsk set er hunden underverdenens vogter (Cooper, 1978)